Hvor er manden?

Vi råber ud til verden at vi vil være retfærdige og pleje om menneskerettigheder, en moderne verden og ikke mindst ligestilling. Vi har netop råbt til verden, at vi kræver ligestilling til alle mennesker, ikke mindst kvinder. Denne menneskerettighedskamp kæmper vi ikke kun med hårde fact, men også symbolsk. Danmark har valgt at gøre det igennem at alle i Danmark har de samme rettigheder. Og dette gælder nu ligeledes for kvinder i kongehuset. Mens kvinder på alle jobs generelt får færre penge sidst på måneden end mænd, beslutter vi at lave en ændring i en tronfølgelov som slet ikke er betydning inden for de næste 140 år. (Hvis alt går nogenlunde som Hr. og Fru. Danmark gerne vil have det.)

Vi kæmper utrolig meget i den vestlige verden for at alle mennesker skal have de samme rettigheder. Alligevel vælger vi danskere hvert år, som det eneste land i verden, at brænde en kvinde af på et bål? Burde vi ikke vedtage lov om at kvinden ikke skulle stå alene deroppe i varmen?

Mit lille niårs helvede..

Jeg erindrer tilbage i ottende klasse, jeg oplevede at helvede egentlig fandtes, folkeskolen! Selvom man bare var et teenagebarn med bumser i hele kasserollen, tog man dyret ved halen og gjorde noget ved det. Jeg valgte den anden sidste uge at lade mig opskrive på efterskole, eftersom at flere bekendte havde været på efterskole og oplevet det som en befrielse fra hverdagens folkeskole. Tiden fløj afsted og første skoledag bankede på døren, blev den første tanke at det var som alle havde sagt, fedt! Efter et år var gået stod jeg med minder som jeg sent vil glemme og kontakt med venner som sikkert ikke vil blive brudt.

Hvordan det så kan være at et år på efterskole kom til at betyde så meget på så kort tid, når folkeskolen havde 9 år til at gøre sit indtryk – uden det store held, tænker jeg stadig over! Politikkere snakker om at folkeskolen ikke gør børnene klar til at komme på ungdomsuddannelserne. Hvis man vil have gjort noget ved børns større inaktivitet, kan man da skabe (flere) efterskoler rettet mod børn, som et supplement til folkeskolen. Og hvis man tænker på om det har en positiv effekt, kan man jo spørge de unge som har været på efterskole. Jeg ved ihvertfald at min karakterbog havde godt af at være på efterskole. Det er heller ikke meget der skal til for at påvirke børn, for større deltagelse i timerne, det eneste der skal til er afveksling og et bånd mellem lærerne og eleverne. På efterskolerne har lærerne det utrolig lettere end folkeskolen, hvor båndet mellem lærerne og eleverne på efterskole næsten kan føles som et venskab.

 

Så hvis Danmark kunne tage skridtet og indføre efterskole til de mindre elever, tror jeg at det ville kunne ses både fagligt og personligt fremmende. Ikke mindst vil elever kunne tænke tilbage positiv over skolen som institution, ikke et helvede.

…På den anden side, kan det næsten ikke have andet end en positiv effekt, sådan som folkeskolen fungerer nu.

Den tidligere Löwengrip

Jeg vil lige informere om at flere fra 2.r har lavet analyse om nogle af de fabelagtige nordiske blondiner. De kære blondiner har en blog, som minder om online dagbøger. Jeg har så valgt at analysere  Liselotte Wellers blog, som egentlig kan sammenlignes på mange områder. Man kan tydeligt se på hendes blog hvilken gruppe, bloggen appelerer til, nemlig kvinder på hendes egen alder, 45 år. Hvis man surfer lidt videre i hendes univers, finder man ud af hun er illustrator, hvilket tydelig kan ses på hendes blog. Den er fyldt med farver, filurlige dyr og billeder fra hendes hverdag. Selve atmosfæren er hyggelig og minder mest af alt om et sommerhus, hvilket fokusgruppen sluger råt – mens de kan bestille ‘strikkeopskrifter’.

Mens Lüwengrip skriver om en ferie til varme steder med drinks, skriver Liselotte Weller om weekender ude på landet.

Löwengrip har billeder hende i gågaden, Weller har bunker  af blomster og planter. 

Weller skriver om en aftentur i det lokale, hvor Löwengrip udfylder sin blog med fx en tur til Stockholm.

Weller kan man godt sige er i fronten af de kvinder, der er på internettet. For den gruppe som er ved at undersøge internettet for tiden er forældrene, som sidder mere og mere ved en computer. Og kvinderne vil have masser af opskrifter, smart strikketøj, idéer til indretning og haven, og det er lige det som Weller tilbyder! Weller skriver afslappet og slynger metaforer, som gør den interesant og underholdene at læse. Umiddelbart har hendes blog ikke rigtig en funktion, da den også ekshibitionistisk som blondinen. Man lægger bare ikke mærke til det, så ydermere tænkes der ikke over det.

Link til Wellers blog: Slagt en hellig ko

Slave af kapitalismen og materialismen?

 

Da vi var børn blev vi kastet ud i samfundet med det samme, folkeskole. Vi begyndte da, hvad der senere skulle blive til 10 års skole. Da vi så endelig bliver færdig med de 10 år, med diverse meninger om de foregående år, skal vi videre i systemet! For som vi har lært, bliver man ikke til noget, hvis man ikke får en uddannelse!  Da vi bliver færdig med alle former for skole kommer vi ud på arbejdsmarkedet, for at gå rundt der, indtil vi skal pensioneres. Grunden til slider os op på arbejdet, er for at “få penge til nydelse”?!  Jeg kan selvfølgelig kan se facaden af dette liv, men hvis det er sådan, vil jeg ikke leve det! Vi sidder til aftensmad og snakker om bekendte ‘tosser’ som vælger at lægge deres nuværende liv bag sig og give det materialistiske liv en på komedien. Men i virkeligheden kan det jo ende med at være mig, som vælger at tage til Asien og leve af dåse-tun i 5 år.

 

Man burde egentlig være inspireret af de mennesker som smider alt i hænderne og gøre noget nyt. Hvad er der egentlig også galt med at opleve livet på en helt ny måde og få oplevelse som rækker hele livet. Ej okay, den klassiske ungdoms sommerferie til LLoret De Mar er da også ‘totalt fed’? Hold nu op med det. Det er så sjældent at man virkelig giver løs af tøjlerne og gør noget nyt, jeg tror jeg vil hoppe ned af stolen og se under den, for græsset er altid grønnere på den anden side!

 

En sjov desert..

Tyrkisk gæstfrihed er noget helt specielt. Mit første møde med en tyrker, blev skudt i gang under desert, eller mere præcis, budding. Jeg vil fortælle lidt om en yderst speciel dag, som jeg sent vil glemme. Da vi kom ind på caféen, begynder fire tyrkiske drenge at flyve rundt, for at finde stole, borde, menukort og mineralvand. Imens sidder 3 danske drenge og prøver at fordøje denne måde at gøre ting på, som i Danmark er helt normalt at gøre, individuelt. Da menukortet så kommer hen til bordet, kan man se 6 deserter som sikkert indeholder 50/50% sukker og fedt. Så kommer overvejelsen hvad man egentlig kan spise: om man kan spise en ‘hel’ tallerken. Så det ender med at man bestiller den som ser mindst ud. Efter halvdelen af sin chokoladebombe er blevet spist og en liter vand er blevet drukket, begynder blæren og knurre efter et toilet. Da vi træder udenfor caféen, er et eller andet tivoli (lignende) placeret lige overfor, som vi spadserer over til, med diverse mavehysteri. Det viser sig så at være et stort kaffe telt, hvor vi får tyrkisk kaffe. Vi sidder derinde og får en lille kop, som senere vidste sig at være nok. Efter koppen var begyndt sin rundtur i kroppen, måtte et toiletbesøg have sin plads, så vi finder endelig et. Efter 5 minutter, bliver man endelig færdig og får sparket den fodbold lignende ting ud af sin mave. Efter det blev vi splittet, hvor Selim og Jeppe tog hjem. Vi resterende 5 begyndte at gå hen imod döner kebab, korrekt observeret – mere mad! Ali, Emin og Kürşat mente at vi skulle gå igennem et specielt område, hvor de forladte huse som stod i forfald, stod i massevis. I stortset hele det kvarter vi gik i, stod alt i forfaldet, som staten var bagmand for. Vi kom så hen til restauranten som vi skulle spise på. Igen blev vi vidst hen til pladserne, nærmest med ledsager. Efter vi havde spist, prøvede jeg og lede efter penge, for at vise min taknemmelighed, men med det samme jeg ville strække ud efter min pung, sagde de at vi ikke skulle betale noget.

Den måde som tyrkere er gæstfri er en måde som er så omvæltende for danskeren. Under besøget med drengene, har jeg aldrig haft en så stærk følelse af pinlighed, for det er så underligt, slet ikke kan få lov til at betale på nogen måde, end verbalt.

En anden tænkelig måde at opleve Tyrkiet på, eksisterer virkelig ikke!

Det moderne hykleri?

Dette er en test!

Jeg tænkte lige over den verden vi lever i nu, moderne (hvad skulle man egentlig ellers kalde tiden man lever i?).

Ord som Blog, Mail, Facebook, Internet osv., fylder hverdagen konstant. Men er det egentlig ikke noget hykleri, at man tror  man skal følge med i den udvikling vi har nu, hvis man ikke kan? Eftersom computeren, Mac’cen + internet, er kommet på banen skal alle følge med på trenden. Såsom idag, nævner min moder, at hun gerne vil have en facebookprofil. Og jeg forklarer hende klart, det skal hun ikke! Egentlig af den éne grund, hun kan ikke finde ud af det. Hun har flere gange (for ikke at nævne utallige gange) spurgt mig til råds om internettet (råds = en time om at forklare, hvordan man sende en mail), fint nok! Men hvis hun ikke kan finde ud af det, hvorfor dælan skal hun så ud i det store hul, og lære Facebook? (som kan tage tid at lære, at finde rundt i!) Men hvorfor skal hun lære Facebook.com at kende, når hun egentlig ikke kan bruge det til noget, udover at se en ‘status’ på en veninde i Høng (nær Slagelse, og ja, også navnet på en række fremragende oste) hvor der står: “Lene har været på arbejde, og spiser en ostemad”. %!€X@?! Hvorfor skal jeg bruge (.. hovedregning..) 15 timer på, at hun bare kan logge ind på siden?! Hvorfor alt den skide hykleri om at den ældre generation skal lære noget, som de ikke får brug for/ikke kan? Hvorfor skal de gå fra blæk og pergament til patroner og laserprint? Lad os klare den evolution!